Firhøj vandværk er opført i 1964 på Firhøjvej 60. Det er udvidet i 1981-82 efter tilslutning af Munkerup vandværks forsyningsområde og nedlæggelse af Munkerup vandværk.
Vandværket forsyner i dag knap 1000 husstande, som alle er andelshavere og indvinder på årsbasis ca. 60.000 m3 vand.
Råvandet indvindes fra Alnarpsdalen. Alnarpsdalen er en dal i kalkundergrunden, der er fyldt op med istidsaflejringer, der består af vekslende lag af sand, grus og ler. Denne "dal" spiller en afgørende rolle for de hydrologiske forhold i området. På vores kildeplads er der ca. 80 m. ned til kalkundergrunden.
Råvandsanalysen viser et lille jernindhold og stort nitrat- og sulfatindhold, hvilket er typisk for vand fra grusmagasiner.
I 1984 og 1986 er udført 2 stk. 78 m dybe boringer i alnarpssandet. Boringerne yder 50 m³/h tilsammen. I 1992 er udført en boring der er 82 m dyb. Den yder 22 m³/h. Boringerne, der alle har filtre, har deres indtag mellem 38 m - 78 m.
Vandværkets samlede indvindingskapasitet er nu 72 m³/h.
Vandbehandlingsanlæget starter med beluftning over iltningsbakker. Herefter opholder vandet sig kortvarigt i en reaktionstank. I reaktionstanken bliver vandet yderligere beluftet. Herfra bliver vandet pumpet til 3 trykfiltre der hver har en kapacitet på 30 m³/h. Fra trykfiltrene løber vandet ned i
rentvandstanken der har en volumen på 325 m³.
De kemiske og bakteriologiske analyser af rentvandet viser, at vandværkets filtre fungerer tilfredsstillende.
Fra rentvandstanken pumpes vandet ud til forbrugerne via et nyt tryk- og frekvensstyret udpumpningsanlæg. Udpumpningsanlæget består af 4 stk pumper på hver 17 m³/h og 1 stk på 30 m³/h der er uafhængig af de andre i tilfælde af nedbrud.
Vi har i 2008 etableret en nødforsyningsledning til Gilleleje Vandværk, så vi nu er sikret rent vand, såfremt der skulle ske noget uforudset med vores vandværk eller boringer.